Radioators logo
Radioti 92,9 MHz og 88,9 kabel
Lørdag den 21. december 2024 





  
 
Struktur, fest og god musik
To unge fylder Radioti med ungdomsradio og "gå i byen"-stemning lørdag aften.

Af Frederik Bjerre A.

- "Vi er det radioprogram der minder mest om finsk fjernsyn, bare i radioen", siger Martin.

Et øjebliks stilhed. Så bryder der en høj latter ud fra sofaen i Radioti's lokaler på Dr. Abildgaards Allé. Det er herfra at Radioator hver lørdag aften sender 5 timers radio ud til Storkøbenhavns ungdom. Men alle er velkomne til at lytte med, fastslår de.

Duoen består til daglig af Torsten og Martin.




Bajere på værelset
"Vi kan godt lide at fremhæve gå i byen -stemning, og det er det vi gerne vil have frem i vores lyttere. I hvert fald i en del af programmet", fortæller Torsten, nu lidt mere alvorlig end før. "Hver gang vi har været til private fester, så har det været Cd'er der var på. Og det har aldrig været andet end Wet Wet Wet og New Kids On The Block", fortsætter han, og griner til Martin, der tilføjer: "Så nu tænker vi på hvad man selv gerne vil høre, når man sidder sådan en lørdag aften og drikker nogle bajere hjemme på værelset".

Radio fra børneværelset
Torsten er i dag 45 og Martin er 45. Alligevel har de allerede nu sendt radio i en hel del år. "Det startede jo i de gode gamle Radio Flash dage -for vores vedkommende. Men det var jo også da vi var så små", siger Torsten, og sænker armen ned i knæhøjde: "I 6.klasse". Martin fortæller videre at Radio Flash ikke var rigtig radio, men noget der foregik derhjemme med en lille båndoptager. "Men så sendte vi jo til gengæld alle tre noget skoleradio på vores gymnasium", indskyder Torsten. 

Blod, sved og tårer
For 26 år siden blev Radioator så en realitet, da duoen sammen med den daværende tredjemand Frederik begyndte at sende på Sokkelund Radio.

"Dér sendte Frederik i forvejen og hev så mig og Torsten med ind. Og så prøvede vi - ikke fra starten, men hen ad vejen - at sætte standarden lidt højere end den var" beretter Martin. "Men det indebar" - "…Blod sved og tårer" griner Torsten, og lader Martin fortsætte: " Det indebar også at have en idé med det man sagde, i stedet for at sidde og sige alt muligt og ingenting. Dét er der jo mange lokalradioer der praktiserer i bedste velgående". "Så vi prøvede at sætte noget struktur på lortet", konkluderer Torsten.



Fra snak til god musik
I Radioti’s arbejdslokale står 2 fyldte CD-reoler, pillet ned fra væggen. En blanding af nyt og gammelt musik, efter omslagene at dømme.

"På Sokkelund måtte vi jo slet ikke spille musik som sådan - altså, godt musik - fordi de havde besluttet at nedægge alt samarbejde med Koda (komponisternes afgift på musik, red.). Derfor var det snak der bar programmet", fortæller Martin. "Faktisk tror jeg at det var meget lækkert at starte sådan", kommenterer Torsten. "Så kunne man lære at strukturere så meget snak som muligt. Og hvis det så gik helt galt kunne man sætte en eller anden kommunistisk slagsang på". 

Kom ind fra gaden
Efter præcis et år med udsendelser mandag aften på Sokkelund Radio, skiftede Radioator kanal og sendetid. Men programmet udskiller sig dog fra de andre der sendes fra Radio 10's lokaler, fortæller Torsten: "Radioti er jo egentlig startet som en radio for folk der gerne vil lave programmer om psykiatri. Men nu er der så blevet åbnet lidt mere op for dem der bare har lyst til at lave radio, og som så kan komme herind fra gaden" siger han. Imens slår han ud med armen mod den stille sidevej, på den anden side af lokalets butiksvindue med påskriften: "RADIOTI". 

God frekvens
Skiftet til Radioti skete mest fordi at Radioator ønskede at komme ud til et større publikum. Og Sokkelund Radio havde ikke en særlig kendt frekvens. "Det er faktisk en meget god kanal vi ligger på nu. I gamle dage lå The Voice på dén her kanal", fortæller Torsten. "Station København - er det ikke også dem der ligger her?", siger han spørgende og vender sig mod Martin. Efter lidt diskussion når de to frem til at det er Radio Falcon der er tale om.



"Mund til mund"-metoden
Efter skiftet er der begyndt at komme flere lyttere til programmet. Og de tre værter gjorde også en del for at få flere med.

Torsten: "Når vi reklamer vores program er det meget "mund til mund- metoden", hvor vi siger til vores venner: "husk at lytte med". Og så siger de det til deres familie og venner.

Derudover, så når folk alligevel er på internettet og leder efter noget der har med radio eller ungdom at gøre, så ser de måske også vores hjemmeside". Martin bryder ind. Ham og Torsten har nu for alvor talt sig varme: "Generelt skal det jo helst være sådan at når man lige tænker "oh, jeg tænder lige for radioen!" dér lørdag aften, at man så også kommer til at tænke: "nåh, ja, der er det dér nede på 92,9 som er fedt", ik'?", siger han og efterligner med arme og ansigt én der tænker på den måde.

Styrer alting selv
For Martin og Torsten har radio altid været noget de lavede frivilligt. Og det er de faktisk glade for.
"Man kan tillade sig mange flere ting", forklarer Martin. "Vi har aldrig selv haft de store etiske diskussioner, men man kunne måske godt forestille sig, at en eller anden direktør eller programchef var gået ind og havde sagt: "Arh, det synes jeg ikke i skal sende" eller "det skal i ikke sige". Det er meget rart at vide at man helt selv kan styre det". 

Målet med programmet er heller ikke at gøre de tre værter kendte. "Det drejer sig om at folk skal vide at vi er her og respektere det vi laver", slår Martin fast. 

Udvikling er vigtigt
Torsten og Martin er enige om, at Radioator kan blive ved mindst et par år endnu: "Indtil at man ikke synes det er sjovt mere, indtil det bliver en belastning, ik'?", siger Martin: "men man skal sætte sig nye mål og lave vildere ting hele tiden". "Udvikle konceptet - det er vigtigt", afslutter Torsten. "Ellers så driver det ingen vegne".

 
  


© Radioator 1998-2024. Tekst billeder og lyd på denne side må ikke gengives uden tilladelse